December 1946.
Verden er knap et år gammel i en
ny tid.
2.
verdenskrig er slut, atompumperne er faldet.
Den kolde krig er ved at tage form.
Midt i denne spædebegyndelse sejler den største militære
ekspedition, man endnu havde samlet til Antarktis, mod
syd.
4.700 mand, 13 skib, et hangarskib, en
ubåd, 50 fly og helikopter.
Det officielle formål?
Træning i polaroperationer og kortlægning.
Og her opstår det første problem.
USA har lige brugt fire år på at
kæmpe i Arktis, altså Grønland, som var fyldt
med amerikanske baser.
Blue West, Blue East, Station Nord.
Tusindvis af soldater havde opereret i ekstrem kulde,
fly var fløjet ind i isnedende vejr, skibet
havde krydset isfyldte farvanden.
Så hvorfor, midt i en demobilisering, samle en
flodstyrk, der var større end den, der invaderede
Guadalcanal og sendte den hele vejen til Antarktis
for at træne i noget, man allerede mistrede?
Det er et afgørende spørgsmål.
Og det er netop den tilsyneladende overflødige karakter
af operation Highjump, der i årtier har drevet
spekulationerne.
Ekspeditionen skulle vare i otte måneder.
Den varede i otte uger.
Da skibene vendte tilbage, var Admiral Richard E.
Byrd, manden, der allerede havde flået over begge
polar, en forandret mand.
Hans rapporter blev klassificerede.
Hans offentlige udtalelser var væge, nærmest undvigende.
Og spørgsmålet, der holdt sig i live lige
siden er dette.
Hvorfor var en tilsyneladende overflødig træningsmission overhovedet nødvendig?
Og hvad så han, der gjorde, at den
blev afbrudt så bredt?
Velkommen til Ancient Aliens.
Tapte civilisationer vores gemte fortid.
Jeg hedder René.
I dag skal vi til et af de
mest isolerede steder på Jorden.
Et sted, hvor temperaturen falder til under minus
80 grader.
Hvor vinden kan rive tøjet af kroppen på
et minut.
Hvor isen ligger flere kilometer tyk.
Men det er også et sted, der har
været centrum for nogle af de mest vedholdende
og mest kontroversielle teorier om skjulte civilisationer, hemmelige
teknologier og noget, der ligger under isen.
Operation Highjump.
Admiral Byrds forsundne dagbog.
Narcissistiske baser i Antarktis.
Flyvende tallerkener, der kommer op af vandet.
Og måske indgangen til noget meget større.
Men lad mig starte med at adressere det
helt grundlæggende problem ved den officielle forklaring.
For så vi skal se, at det er
netop dette problem, der har fået konspirationsteorierne til
at spire.
USA havde under 2.
verdenskrig etableret omfattende militære tilstedeværelse i Arktis.
Grønland var strategisk afgørende for forsynsrutterne til Europa
og overvågning af Nordatlanten.
Baser som Blue West One var store nok
til at huse hundredvis af fly, amerikanske soldater,
sømænd og piloter, som alle havde over 4
års træning i arktiske forhold.
Så kulden var ikke ny for dem.
Alligevel vælger man i december 46, kun 15
måneder efter krigens afslutning, midt i en massiv
demobilisering, at samle en gigantisk flodstyrkercenter mod Antarktis.
Ikke Arktis, hvor man allerede havde baserefaring, men
til Antarktis, den anden pol.
Det fjerns afsted på jorden 20.000 km
væk.
Det er værd at vælge ved, for hvis
formålet var træning i polare operationer, giver det
ingen mening at sejle hele vejen til Antarktis.
Grønland ligger lige nord for USA.
Man kunne have fortsat de øvelser, man allerede
havde gennemført under krigen, og man kunne have
brugt de baser, der allerede eksisterede.
Jeg fik vist sagt 4 års erfaring i
krig.
Nej, man havde mere, fordi man startede jo
som begyndt i 41-42, og nu snakker
vi altså om C-47.
Men man valgte altså det absolut mest logistisk
krævende mål, og netop den åbenlyse mangel på
logisk begrundelse, der gør operationer highjump så fascinerende
for eftertiden.
Når den officielle forklaring er så tynd, så
åbenlyser du tilstrækkeligt efterlader det tomrum, og inde
i det tomrum strømmer der alternative forklaringer.
Jeg skal love jer for, at vi bevæger
os ind i et komplekst landskab, for her
mødes dokumenterede historiske begivenheder, reelle, uforklaret fænomener og
spekulationer, der tilsidig grænser til det, man lidt
forsigtigt kan kalde vildt.
Men i stedet for at afvise noget på
forhånd, vil vi gøre det, vi altid gør.
Vi starter med det, vi rent faktisk ved.
Og ser vi, hvor tingene begynder at blive
underlige?
Lad mig uddybe med pointen om Arktis, for
den er central.
Under 2.
verdenskrig etablerede USA en massiv militær tilstedeværelse på
Grønland.
Danmark var besat af Tyskland, så USA overtog
ansvaret for Øens Forsvarer.
Baser som Blue West 1 og Blue West
8 blev opført på vestkysten, Blue East på
østkysten, station Nord længere mod Nord.
Tusindvis af soldater gjorde tjeneste der.
Krigsgribe patrullerede isfyldte farevænde, flyver og fløj temperaturer
ned til minus 40 grader, man lærte at
håndtere forsyninger i sne og is, man udviklede
teknikker til at lande på gletsjere.
Kort sagt, ved krigens afslutning i 1945 havde
USA mere arktisk erfaring end nogen anden nation,
ja, måske undtagen Soviet Union.
Erfaringer man havde betalt for med blod, sved
og ressourcer.
Så, når flåden et år senere sender den
største ekspedition i historien til Antarktis officielt på
grund af det med træning i polaroperationer, så
er der noget der ikke stemmer.
Det er som at sende en ørkenkriger til
Sahara for at lære at håndtere varmen.
Måske ikke han allerede havde været der.
Militærehistorikere har også påpeget dette.
Operations-Hijumps officielle mandater er så svæge, at
det næsten er en provokation.
Det siger, vi samler en krigsflåde, vi sender
den til den fjernste del af planeten, vi
fortæller ikke hvorfor, men tro os, det er
bare træning.
Og det er netop denne mangel på troværdighed,
der har gjort Hijump til en magnet for
teorier.
Lad mig give jer fakta, som vi kender
dem.
Richard Evelyn Byrd var ikke hvem som helst.
Han var efterkommere i en af Virginias mest
fremtrædende familier.
Hans bror Harry sad i senatet i årtier.
Han var selv blevet trænet som officer, men
en skade havde sendt ham på tvungen pension
som kun 28-årig.
Hans svar på den tvungne tilbagtrækning var at
lære at flyve.
Dengang, altså vi snakker 1916, var flyvning noget
særlig farligt, nærmest eksperimentielt, og det passede perfekt
til en mand, der ikke kunne følge det
sevanlige veje.
I 1926 hævdede Byrd at være den første
til at flyve over Nordpolen.
Han blev hyldet som nationalhelt.
Modtaget med tigertabeparade i New York tildelte læresmeddelen
af kongressen.
Senere blev der rejst tvivl om, at han
rent faktisk nåede Polen.
Navigationslokken passede ikke helt.
Flyvetiden var for kort.
Andre polareforskere, herunder Roald Amundsen, udtrykte skeptisk, men
offentligheden troede på Byrd, og det gjorde floden
også.
I 1929 gjorde han det igen, denne gang
over Sydpolen.
Første flyvning nogensinde over den sydligste plet på
jorden.
Her var der ingen tvivl.
Han fløj fra basen i Little America, krydsede
dronning Mauds Bjerge, og landede sikkert tilbage.
Han blev forfremmet til kongetrædemirat som 41-årig,
den yngste i flodens historie til at opnå
den rang.
Imellem 1928 og 1956 ledte Byrd fem store
ekspeditioner til Antarktis, hver større end den forrige.
Hver med militære involvering, altså mere militære involvering,
hver med resultater, der i stigende grad blev
holdt hemmelige.
Og så var der operation Highjump.
Lad mig give et billede af, hvad vi
taler om.
Dette er slutningen i 1946, 2.
verdenskrig er forbi, USA demobiliserer, soldater sendes hjem,
krigsskibet tages ud af tjeneste.
Alligevel samler floden en styrke, der er større
end den, der bliver brugt til invasionen af
Guadalcanal og sendes til Antarktis.
Det officielle mandat var simpelt.
Træn personel i polare operationer, testudstyr ekstrem guld,
udvid USA's budskabeligste stedværelse på kontinenten.
Men som vi har set, er der detaljer,
der ikke passer ind i det her billede.
Første detalje.
Hvorfor tage et hangarskib?
Hvorfor tage en ubåd?
Hvorfor tage et kampfly og en hel infanteristvirke
med til et sted, der ikke har nogen
fjender?
Andet detalje.
Hvorfor gøre det, når man allerede har al
den arktiske erfaring, man har brug for?
Tredje detalje.
Da ekspeditionen vendte hjem i februar 1947, kun
to måneder i stedet for otte, var Bjørn
Trauls travlt.
Ham, der ellers elskede at tale med pressen,
undviste spørgsmålet.
Hans officielle rapport blev klassificeret, og den er
stadig ikke fuldt offentliggjort den dag i dag.
Fjerde detalje.
I et sjældent detalje på vej hjem citerede
chilenske medier sagde Bjørn, USA må forberede sig
på at forsvare sig imod fjendtlige jærefly, der
kommer fra polaregionerne.
I tilfælde af en ny krig kan Amerika
blive angrebet af en fjende, der har evnen
til at flyve fra den ene pol til
den anden pol med utrolig hastighed.
Det er en mærkelig udtalelse.
Sovietunionen havde i 1947 ikke fly, der kunde
det.
Ingen havde.
Heller ikke USA.
Alligevel sagde en af USA's mest erfarne polarforskere
og en højstående officeret offentligt.
Hvad refererede han sig?
Og det er her, de dokumenterede fakta slutter,
og det er her, vi må gøre noget,
for denne podcast, som altid gør, vi må
skille skarpt imellem, hvad vi ved, hvad vi
ikke ved, og så det, som folk tror.
Så de næste par kapitler bøger jeg så
ud i sådan lidt mere, skal vi kalde
det, spekulativt terræn.
Lad os starte med de tyske ubåde.
I sommeren 1945, to måneder efter tysklands kapitalisation,
sejlede to ubåde ind i havnen i Mar
del Plata i Argentina.
Det var ubådene U-530 og U-977.
De overgav sig til argentinske myndigheder, ikke til
allierede styrker, som man måske ville forvente.
Da de blev forhørt, fortalte besætningerne en mærkelig
historie.
De hævdede at have været en del af
noget af det, der hed Førerens konvoj, en
tophændig flådeenhed, der havde til opgave at fragte
noget til Antarktis.
Ifølge den amerikanske efterretningstjeneste, der fik adgang til
forhørsreferaterne, fortalte kapitalen på U-530, at hans
ubåd havde leveret rigets religier, Hitlers personlige ejendele
og passagerer med forbundne ansigter til Antarktis, kun
få uger før krigens afslutning.
Kapitalen på U-97 har ens sjefer bekræftet
at have fulgt samme rute lidt senere.
Og nu skal vi være meget præcise her.
Der findes dokumentation for, at disse ubåd overgav
sig i Argentina.
Det er en kendskærning.
Der findes dokumentation for, de allierede efterretningstjenester forhørte
besætningerne.
Det er også en kendskærning.
Men påstandene om Hitlers religier, passagerer med forbundne
ansigter, en hemmelig nazistisk base i Antarktis.
De kommer fra vidneudsavn, som ingen uafhængige kilder
har bekræftet.
De kommer fra mænd, der havde alt mulig
grund til at skjule deres egen rolle i
nazisternes slutspil.
Så tag det for, hvad det er.
Vidneudsavn, ubekræftet, men noteret i officielle arkiver.
Det interessante er, at amerikanerne tog dem alvorligt
nok til at sende den helt største flodestykke
til Antarktis knap 18 måneder senere.
Der er mere.
Tyskerne havde været i Antarktis før krigen.
Det er dokumenteret.
I 1938 til 1939 sendte NASA Tysklands ekspedition
til dronning Motsland, officielt for at etablere valgfangershistorie.
Uofficielt?
Ja.
Det er jo så teorierne.
Ekspeditionen blev ledet af kaptajn Alfred Reicher.
To fly blev kastet ud fra skibet Svabbenland
med katapulter.
I løbet af tre uger fløj de over
600.000 km2 og slap metalflag med hagekors
ned for hver 25 km.
Området blev herefter ekleret som Tysk territorium og
blev kaldt Nøjesvabbenland.
Denne proces er helt i overensstemmelse med de
dagældende regler.
Det var sådan, man eklerede land.
Det er fakta, og der findes kort, der
findes flyfotos og der findes Reichers rapporter.
Hvad nazisterne søgte der og hvad de eventuelt
fandt, er en anden sag.
Men lidt par år senere, midt under krigen,
sagde storadmirat Karl Dönitz noget mærkeligt.
Han blev citeret for Den tyske ubådsflåde er
stolt over at have bygget en orientale fæstning
for føreren på den anden side af verdenen.
Og lidt tidligere sagde han også, mine ubådsmænd
har gjort en sandt rettelse.
Mine ubådsmænd har opdaget et sandt jordisk paradis.
Hvad mener en mand som Dönitz med en
orientale fæstning på den anden side af verdenen?
Hvad mener han med et jordisk paradis?
Ingen ved det med sikkerhed, men teorien, og
her er vi igen i spekulativt farvand, er,
at tyskerne bygget en base på Antarktis, kodenavn
Base 211.
Hvorfor?
Muligvis for at kontrollere det sydlige have, muligvis
for at udvinde mineraler, især uran, muligvis som
et tilflugtssted for nase-eliten, hvis krigen gik
tabt.
Efter krigen opdagede amerikanerne at tusindvis af højt
kvalificerede tyske forskere var forsvundet.
De var ikke døde, de var ikke taget
til fange, de var bare væk.
Over 100 ubåd stod heller ikke på de
officielle lister over sænkede eller krigsfanger.
Noget var blevet flyttet, men hvorhen?
Det bringer os til kernen af mysteriet.
Operation Hydrum blev officielt afsluttet 8 uger efter
8 uger på grund af ukunstige vejrforhold, men
Antarktis vejrdata fra 1947 viser ingen usædvanlige hændelser.
Så hvad skete der?
Der findes et øjenbidende.
En mand ved navn John Sireson, han var
militærpilot og deltog i ekspeditionen.
I et interview mange år senere beskrev han
det, han hævdede at have set den 26.
februar 1947.
Jeg citerer.
De var frygtelige.
Der er ingen uafhængige bekræftelser af Siresons beretning.
Der findes ingen officielle rapporter, der nævner det
angreb.
Ingen skibstab, der passer med beskrivelsen.
Men der er noget andet.
I 1948, altså året efter Hydrum, sendte USA
en skibstab med en ny ekspedition til Antarktis,
Operation Windmill, officielt for at tage kontrol for
hos os.
Kontrol af hvad?
Og i 1949 døde James Forsdals, USA's første
forsvarsminister under omstændigheder, der stadig diskuteres.
Han faldt, eller blev skubbet ud af et
vindue på et militærhospital, officielt selvmord.
Men Forsdals havde kort for enden talt åben
om Operation Hydrum, om flyvende talerkner og om
nazistiske baser i Antarktis.
Altså, det er et skridt tilbage.
Teorierne om, hvad der skete under Hydrum, falder
således i tre hovedkategorier.
Første teori.
Amerikanerne jagtede nazister.
Ifølge denne hypotese var tyskerne nået at etablere
en hemmelig base i Antarktis, Base 211.
Her havde de flyttet forskere og teknologi og
måske endda selveste Hitler.
Hydrum var et forsøg på at eliminere den
base, men tyskerne havde udviklet diskosformede fly, der
kunne operere under vand og i luften.
Det var disse flyvende talerkner, der angreb den
amerikanske flåde.
Derfor trak man sig tilbage.
Teori nummer to.
Byrd opdagede en indgang til jordens indre, den
såkaldte Hulejord-teori.
Denne idé af ældren Byrd går tilbage til
Edmund Hale i 1600-tallet og blev populariseret
af Syges Verdens bog Rejsen til Jordens Indre
i 1864.
Teorien siger, at jorden er hul, at der
findes et helt økosystem indeni med sin egen
sol, sin egen habe, sin egen civilisationer.
Ifølge denne teori fløj Byrd igennem en åbning
ved Polen og så verden med grønne dale
og floder og i nogle versioner kæmpedyr som
mammutter.
Nogle mener endda, at han mødte en amerikansk
civilisation, der advarede ham imod atomvåben.
Teori tre.
Der er slet ikke noget mysterium.
Highjump var præcis, hvad den sagde den var.
En træningsvøgelse, der blev afkortet på grund af
hårdt vejr og logistiske problemer.
Byrds mærkelige udtagelser er blevet taget ud af
kontakt, og så er de bare dårligt oversat.
Næstsidsdugboderne var bare på flugt, og deres historie
har været selvisindsigtende.
Hvilken teori er den rigtige?
Ja, det ved vi ikke.
Men vi kan teste teorierne mod det, vi
faktisk ved.
Lad mig være helt ærlig.
Der findes ingen dokumentation for, hvor Operation Highjump
blev angrebet af flyvende tilhørende.
Der findes ingen officielle tabestal, der viser 50
døde og ødelagte fly.
Der findes ingen video og ingen fotos af
disse påståede angreb.
Det eneste vidnede, John Tyerson, er en enkeltstemme.
Hans beretninger er aldrig blevet bekræftet af andre
deltagere.
Så hvad forklarer beretningens vedhold ned?
Der er en fascinerende dynamik.
I 1950'erne og 1960'erne begyndte at
florere bøger om nazistiske ufoer, hemmelige baser og
Admiral Byrds forsvundne dagbog.
Forfattere som Lasislas Slabo, Ernst Sudell og andre
skrev detaljerede beretninger med tekniske tegninger, fotografier og
endda hemmelige dokumenter.
Problemet er, at ingen af disse forfattere nogensinde
fremlæggede deres originalkilder.
Deres dokumenter er næsten altid privatere eller forsvundet
efter udgivelsen og lignende.
Deres tegninger viste fly, der lignede noget fra
science fiction, hvilke de også var.
Nogle af flyene viste sig at være modeller
for modellbyggesæt, som Airfix og Revell havde solgt
som de renfantasieprodukter.
Det betyder bare ikke, at intet skete.
Det betyder også, at vi skal være mere
påpaslige.
Der er uforklaret fænomener forbundet med Antarktis.
De subglacielle søer, for eksempel Blåstok-søen, er
reelle.
De ligger under 4 km is.
Vandtemperaturen er omkring minus 3 grader, men vandet
er i flydende form på grund af trykket.
Nogle af disse søer har været isoleret i
millioner af år.
I 2013 fandt russiske forskere mikrobielt liv i
Blåstok-søen.
Liv, der ikke findes andre steder på jorden.
Det er videnskab, og det er dokumenteret, men
det er ikke bevis for en nazistisk base,
og det er heller ikke bevis for en
huljord.
Hvad som er Byrds dagbo?
Den hemmelige dagbo, der angivligt beskriver hans slugt
ind i jordens indre, dukket op i 1990
'erne, menes at være skrevet i 1956, og
altså året før hans død.
Problemet er, at der ikke er nogen, der
har set originalen.
Der findes ingen håndskrevne sider i den offentlige
arkiver.
Der findes ingen dokumentation for, at dagboen overhovedet
eksisterer, ud over henvisninger i bøger, der allerede
er stærkt spekulativ.
En ting er dog bemærkelsesværdigt.
Den dagbo, der cirkulerer på nettet, indeholder passager,
som lyder som en roman.
En underjordscivilisation, en mester, der får advarer mod
atomvåben, flyvende maskiner med hagegrås.
Det er en fortælling, der næsten er for
perfekt for tilfredsstillende til at være sand.
Måske siger teorien mere om os, end den
siger om Antarktis.
Der er en dybere pointe her.
Grænsen imellem det vi ved og det vi
ikke ved, er ikke en linje.
Det er et landskab, og det er et
landskab, og det er et landskab, og det
er et